Emilia Romagna
For den som søger livlige badesteder til alle aldersgrupper
For gourmanden og kultur-feinschmeckeren
Denne region har et dobbeltnavn, da to historiske distrikter er slået sammen. Vi begynder med det interessante indland, Emilia (Emilien), som helt mod nord også når ud til en lille smule kyst. Langs med Appenninernes bjergryg, lige der hvor højdedragene flader ud mod Posletten, ligger en række af kulturbyer med stolt historie. Mellem dem løber Italiens pulsårer: I Antikken var det Via Aemilia, i dag motorvej A1 og derudover jernbanen, som forbinder Milano med Bologna, og som herefter fortsætter videre mod syd. Det er altså meget nemt at besøge regionens større byer, også med tog. UNESCO har placeret flere af byerne og deres unikke bygninger på listen over verdens kulturarv.
Parmaprovinsen er så meget desto mere kendt, ikke mindst for sine gastronomiske produkter som parmesanost (parmiggiano reggiano, som også produceres i naboprovinserne) og den lufttørrede skinke (prosciutto crudo di Parma). Tag gerne en udflugt i det grønne med stop hos nogle producenter med udsalgssteder, "vendita diretta" står der på skiltene. Slettelandet mellem Parma, Piacenza og Cremona (i Lombardia-regionen) er komponisten Giuseppe Verdis hjemegn, med det simple barndomshjem i byen Le Roncole (nu kendt som Roncole Verdi), Busseto hvor han voksede op, og Sant'Agata hvor han byggede sin villa. Det er et rigt, lille samfund, hvor historiske slotte og borge ligger med kun få kilometers mellemrum: Fontanellato, Soragna, San Secondo, Colorno... De har alle middelalderbaggrund, men det var hofferne fra renæssancen, som fik dem til at blomstre op, og de er sande eventyrslotte, som fascinerer besøgende i alle aldre. Salsomaggiore er en af Italiens klassiske kuranstalter med smukke badeanlæg og parker, ligesom det mindre Tabiano 5 km længere væk. Her er fred og ro... Vinrankerne på højene rundt om den befæstede, lille, smukke by Vigoleno giver en udmærket "vin santo" (hedvin). Skulle shoppinglysten antage akutte dimensioner, skal du besøge Fidenza Village-outlet'et lige i omegnen!
Byen Parma, en af regionens absolutte metropoler, skal du bruge lidt mere tid på. Her venter dig udmærket shopping og masser af kultur. Byen, som hviler på romersk grund, har haft tre storhedstider, den første som middelalderbystat, da katedralen og dåbskapellet blev bygget. Den anden storhedstid indledtes i 1500-tallet med byen som hovedstad i familien Farneses grevskab, med yderligere monumenter som f. eks. Madonna della Steccata-kirken og Palazzo della Pilotta (den har sit navn efter et spil, som blev spillet i paladsets indre gård), som ikke blev færdigbygget, men som huser et interessant museum med malerier og arkæologi. Den tredje guldepoke i 1700- og 1800-tallet gav byen dens hyggelige atmosfære. Operaentusiasten checker naturligvis, om man kan få billetter til det velrenommerede Teatro Regio.
Reggio nell'Emilia, (eller Reggio Emilia) har et mere langsomt tempo, med en lille middelalderbykerne og mere moderne yderområder. Byen er stærkt forbundet med den pædagogiske filosofi, som opstod her og bærer byens navn. I Reggio Emilia hviler du ud med afslappende aftenture efter udflugter i regionen; byen har en udmærket stemning til dette. Du kigger selvfølgelig ind i den smukke Madonna della Ghiara-kirke fra 1600-tallet med farverige freskoer i den buede loftshvælving.
Mod nord ligger Ferrara, fascinerende hjemstavn for filmskaberen Michelangelo Antonioni og modernisten Filippo De Pisi. Kastellet med voldgrave i byens midte danner en grænse mellem de ældste kvarterer, hvor katedralen ligger, og den "nye" by, dvs. renæssancekvartererne med bl. a. Palazzo dei Diamanti. Succesfulde krige og giftermål gjorde byen stærkere for hver generation. Kunsten var altid i centrum, og det kan vi nyde godt af i dag. Vi foreslår tre gader til en oplevelse af byens historie: Corso della Giovecca som også er et godt sted at shoppe, den middelalderlige Via delle Volte, og herefter hovedgaden Corso Ercole I d'Este. I august er der ekstra liv i byen med den årlige festival for gademusikanter.
Ud mod havet og Po-flodens delta gennemskæres Ferrara-provinsens landskab af dræningskanaler, og pludselig er markerne blanke af vandspejlinger. Klosterkomplekset Abbazia di Pomposa, hvis konstruktion blev påbegyndt af benediktinermunke allerede i 700-tallet, er et stop, som kulturturisten ikke må gå glip af, lige som det var for tidligere tiders pilgrimme. Næsten helt ude i den yderste skærgård og midt inde i et naturreservat ligger herefter fiskersamfundet Comacchio, der i lang tid var helt uden vejforbindelser som et lillebitte Venedig med broer på kryds og tværs. I naturreservatet venter dejlige naturoplevelser, måske på cykel eller med båd, og til middag vanker der måske ål?
Bologna er regionens hovedstad, og her florerer de berømte tilnavne "den fede" (tortellini med fløde, mortadella osv.), "den røde" (traditionelt venstresæde, men også en rødlig bebyggelse) og "den lærde" (den vestlige verdens ældste universitet, grundlagt i 1088). Her spiser man altså guddommeligt i smukke og lærde omgivelser! Byen har eksisteret i flere tusinde år, længe inden romerne invaderede området, men så voksede Bologna på den anden side også hurtigt til at blive imperiets næststørste by; den hed dengang Bononia.
Byen har gennem århundrederne bibeholdt en stærk position, og de arkitektoniske seværdigheder er derfor naturligvis mange. Frem for alt er det en herlig by at slentre igennem, og den er kendt for sine lange arkader med butikker og cafeer. Start fra begge de nærliggende torve, Piazza del Nettuno med Neptun-fontænen, byens mest velkendte mødested og symbol, og Piazza Maggiore med bl. a. den imponerende S. Petronio-kirke, et pragteksempel på italiensk gotik. Inde i byhuset ved samme torv findes et museum, som er tilegnet modernisten Giorgio Morandi. Lad herefter maleriske gader som Via Galliera, Via Rizzoli, Via Zamboni og Via S. Stefano lede dig til byens oprindelige kvarterer og seværdigheder. Mindst to andre kirker - der findes mange flere - bør du ikke gå glip af: Franciskanermunkenes S. Francesco og den udtryksfulde S. Stefano. Italiens kirker er sande kunstskatte! Du går naturligvis heller ikke glip af byens to middelalderlige skæve tårne. Det ene (Torre degli Asinelli) kan man traske op i, der er "kun" 498 trappetrin. Den kunstinteresserede bruger med glæde et par timer på kunstgalleriet Pinacoteca Nazionale.
Er du på biltur med sigte mod kunsten, og har du tiden for dig, skal du vælge at køre på landevejen, som løber parallelt med motorvejen. Det gør det mere indbydende at holde små pauser, f. eks. med en is i vægmaleriernes Dozza eller i den pittoreske Brisighella. Snart er du fremme i Faenza, keramikernes by - det danske ord "fajance" kommer faktisk fra navnet på denne by. Måske lokker et sommerkursus i keramik? Oplevelsen af italiensk landsbyliv er et minde for livet.
Nu er du inde i kystdelen af regionen, i den del der hedder Romagna.
Det mest klassiske italienske rejsemål for badeferier er måske nok Rimini og dens omgivelser. Her i Federico Fellinis hjemegn har mange danskere lært sig kunsten at nyde på italiensk. Og charmen består; dette er en kyst, hvor alt ånder glæde og ferie.
En nærmest ubrudt linje af brede, lavvandede sandstrande karakteriserer regionens kyst, nydelige og velplejede med farverige liggestole på rad og række. Ind imellem mærker man ikke, at man kører ud af en badeby og ind i den næste, strandpromenaden synes nogle gange uendelig.
I det nærliggende indland ligger små, romantiske middelalderbyer med velduftende menuer, f.eks. Santarcangelo di Romagna. Forsøg at ramme markeder og folkefester i de små byer, og check hvad der sker i nærområdet med det lokale turistbureau på stedet. I den søde, lille Montefiore Conca har man f. eks. gastronomiske fuldmånenætter i juli! Badeturisten, som gerne vil bruge en dag på en vandretur i det grønne, vil finde et godt udgangspunkt i den lillebitte men aktive by Monteleone (ved Roncofreddo).
Den lille fristat San Marino er også et oplagt udflugtsmål, og for nyligt optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Måske besøger du samtidigt borgen San Leo (i Marche-regionen). Montefeltro hedder dette smukt kuperede distrikt; læg gerne vejen forbi den lille Verucchio.
Børnefamilien trives overalt. Tivoliet "Mirabilandia" ved Ravenna er et garanteret højdepunkt, og vandlandet "Oltremare" ved Riccione har aktiviteter nok til en hel dag, også selvom vejrguderne skulle svigte dig.
Oppe i Appenninerne her mod syd ligger nationalparken med det lange navn Parco Nazionale Foreste Casentinesi, Monte Falterona, Campigna. Den fortsætter over regionsgrænsen og ind i Toscana. Bagno di Romagna er et smukt, lille kursted at benytte som udgangspunkt.
Officiel hjemmeside Emilia Romagna-regionen












