• Italienska Statens Turistbyrå
  • Den Italienske Stats Turistbureau

Downloads

Søgemaskine

Please install Adobe's Flash Player in order to view this page.

Lær Italien at kende

Friuli Venezia Giulia

For campister og andre som sigter mod lavvandede, dejlige strande
For dig som vil følge i store de forfatteres fodspor i jagten på anderledes kultur
For den som leder efter alpine byer med fred og ro

Fra alpetoppene ned til frodige sletter med frugtplantager og vinmarker, som afsluttes af brede sandstrande - sådan ser Italiens nordøstlige hjørne ud. Et landområde med mange uventede oplevelser. 

Regionens hovedstad Trieste ligger allerlængst mod øst ved grænsen mod Slovenien. Du udfylder meget nemt en weekend i Trieste med kultur, shopping og afslappende natteliv. Byen hviler på romersk grund og strålede i middelalderen, men den absolutte storhedstid var i 1800-tallet under Østrig-Ungarn med status som imperiets eneste havneby. Det storslåede torv Piazza dell'Unità d'Italia ved havnepromenaden, som er omgivet af paladser, giver et vink i denne retning. Trieste var et intellektuelt mødested, og mange forfattere og poeter blev lokket hertil, f. eks. James Joyce, og de mange klassiske cafeer er oplagte steder at besøge for turisterne.

Slott i Trieste

Mussolini lod de mange romerske monumenter blive udgravet for at styrke den nationale patos hos dette folk, som endnu ikke følte sig særligt italienske - territoriet blev ikke italiensk før i 1918. Gå ad Via del Teatro Romano, som fører dig lige hen til et romersk teater, og videre langs Via Capitolina for at nyde en fin udsigt over byen og for at se byens smukkeste kirke, San Giusto. Af et stort antal interessante museer bør nævnes Museo Revoltella med moderne kunst og våbenmuseet inde i renæssanceborgen Castello di San Giusto. Shopping og hyggelig aftenvrimmel finder du omkring Via San Nicolò.

Lige uden for centrum besøger du naturligvis Castello di Miramare som blev bygget af Maximilian af Østrig i 1800-tallet. Solrige bådebroer, restauranter, cafeer og små strande indrammer slotsparken.

Grotta Gigante er den største grotte i verden, som er åben for turister. Den ligger ca. 9 km uden for byen.

På en tur nord for Trieste, forbi de grønne vinmarker, når du efterhånden frem til et par rigtige perler, lige der hvor slettelandet ender. Udine er en meget hyggelig by ca. en time med bil eller tog fra Trieste. Bare det at slentre rundt, botanisere i fødevarebutikker og tage en kølig drink på Piazza Matteotti (også kaldet Piazza delle Erbe eller Piazza San Giacomo - kært barn har mange navne) udgør et rigtig behageligt program for dagen. Vidste du, at Moretti-øllen har sin oprindelse her? Monumenterne rundt om torvet Piazza della Libertà er pragtfulde, og måske kigger du også ind i katedralen og checker kunstsamlingerne på slottet. Udines tidlige historie er forbundet til Aquileia ved kysten, men der er kun enkelte bygninger fra middelalderen. I stedet domineres bybilledet af venetianske træk, da Venedig erobrede området i 1400-tallet. I 1700-tallet efterlod den venetianske kunstmaler Tiepolo sig spor i kirker og paladser.

Friuli Venezia Giulia

Blot nogle kilometer øst for Udine ved floden Natisone ligger Cividale del Friuli, en betydeligt mindre by, som dog i middelalderen faktisk var Friuli-områdets hovedstad. Cividale er meget pittoresk med de fint malede husfacader. Torvet Piazza del Duomo er det oplagte mødested, og præcis her lå også byens forum i de antikke tider. Gaden Via Mazzini fører dig herfra og hen til den livlige Piazza Paolo Diacono. Den mest velbevarede middelalder-bydel hedder Borgo Brossana, hvor du naturligvis ikke går glip af Tempietto, et meget tidligt religiøst monument, hvis oprindelse er omgærdet af spørgsmålstegn.

Gorizia ligger ved floden Isonzo lige på grænsen til Slovenien og 45 km fra Trieste. Byen har primært et moderne præg, men borgen - Borgo Castello - er værd at se. Den er omgivet af mure fra 1500-tallet, indenfor venter en lille bydel i venetiansk stil, og der er selve kastellet, hvis ældste dele stammer fra 1100-tallet. Oppe fra muren har du udsigt ud over slagmarkerne fra Første Verdenskrig.

De fine strande er regionens mest berømte varemærke. To landtanger indrammer en lagune, og på hver sin side af lagunen ligger de to største badebyer, Lignano Sabbiadoro og Grado. Lavvandede gyldne strande med masser af aktiviteter gør området til et børneparadis. Mange kommer i bil og campingvogn fra Skandinavien til de fine campingpladser. Grado er en gammel fiskerby med historiske kvarterer, mens Lignano er en moderne konstruktion, opbygget med den bedst mulige service for øje til den midlertidigt besøgende.

Ønsker man en pause fra sol og strand, byder lagunen på en fredfyldt natur, som f. eks. kan udforskes på cykel. Og der er ikke en eneste bakke i sigte! En sejltur, som bringer dig forbi de traditionelle fiskerlejer med stråtag ude på klippeskærene til havs, er også en dejlig oplevelse. Disen fra solen farver det lune vand turkist, og feriefreden er total.

Spa-behandlinger er også et klassisk tema på badeferier i disse egne.

Aquileia


Den historisk interesserede tager herfra selvfølgelig til Aquileia, som i dag er en søvnig lille by, men som i Romertiden var en rig og vigtig havneby. Basilikaen fra middelalderen og de arkæologiske udgravninger er virkelig interessante, og UNESCO har noteret dem på sin verdensarvsliste.

Tæt på kysten findes flere steder til kulturhistoriske besøg. Fæstningsbyen Palmanova er et resultat af renæssancens udspekulerede kunst ud i krigsføring, og du burde allerhelst se den fra luften. Byen har nemlig form som en perfekt stjerne, hvor gaderne fra næsset fører ind til et sekskantet torv i midten.

I den lille by Passariano ligger Villa Manin med en omgivende park, opkaldt efter Ludovico Manin, Venedigs sidste doge. Han trak sig tilbage til denne villa for at tilbringe sine sidste år, samtidigt med at Napoleon havde indtaget Venedig. Det er en landlig idyl, som er udsmykket med storslået arkitektur fra 1700-tallet. Her finder forskellige events ofte sted, check derfor den lokale kalender! Og hold måske en fredelig picnic i parken inden du begiver dig videre?

Pordenone er provinshovedstad i den vestlige del af regionen, og det er en by, som virkelig er et besøg værd. Byen består af to særskilte dele, en moderne del og den gamle bykerne med en velbevaret charme. Gå langs gaden Corso Vittorio Emanuele, og nyd de smukke historiske huse, og slut af med katedralen lige over for middelalderrådhuset. Kombinér turen med et besøg i den lille Sacile lige vest for byen, eller tag turen over den specielle by Cordovado.

I maj 1976 blev regionens kuperede indland ramt af et jordskælv, som ødelagde mange store og små byer. En hel del historiske bygninger klarede sig ganske godt trods alt, og man har genskabt mange af de gamle, originale omgivelser. Der er masser af hyggelige steder at standse i, f. eks. San Daniele, som er kendt for sin højt skattede lufttørrede skinke. Er du i regionen i slutningen af juni, skal du naturligvis ikke gå glip af byens skinkefestival. Spilimbergo med dens traditionelle mosaikker ligger lige ovre på den anden side af floden Tagliamento.

Er du på rejse mellem Alperne og havet, og får du brug for at strække benene, bør du stoppe i Gemona del Friuli. Det var engang i tidernes morgen en by af stor vigtighed, og dens katedral fra middelalderen er en af de smukkeste i regionen.

Friuli Venezia Giulia

Tarvisio er regionens største alpedestination, både om sommeren og til skiløb. Den ligger i nordøst lige ved landegrænsen, hvor også Østrig og Slovenien mødes. Byen omgives af et skovbevokset, naturbeskyttet område, og udflugter bringer dig til smukke søer og pilgrimmenes tilflugtssted oppe på Monte Lussari. Sella Nevea er et mindre skisportssted, som voksede frem i 1970'erne ikke langt herfra ved grænsen mod Slovenien.

Ønsker man fred og ro og lidt mindre målestok på sin ferie i bjergene, er Forni di Sopra (For di Sora på lokalt tungemål) vestpå ved grænsen mod Veneto-regionen et godt alternativ, i særdeleshed hvad angår sommerturisme. Herfra strækker Europas største ubefolkede naturbeskyttede område sig ud, krydset af nogle få veje. Naturen er slående smuk med stor artsrigdom. Du kan også indkvartere dig i den lillebitte by Saris ikke langt herfra.

Fra tinderne i Piancavallo har du en storslået udsigt helt ud til det Adriatiske Hav. Stedet opstod i 60'erne. Liftsystemet passer helt fint til børnefamilien på ski, og om sommeren er bjergene her et fint supplement til badeferien.

Venedig (Venezia) ligger ikke her, til trods for regionens navn - se i stedet Veneto-regionen.

Læs mere om skiløb!

Officiel hjemmeside, Friuli Venezia Giulia-regionen www.turismo.fvg.it

 

 

 

 

Page Footer DK

ENIT – Den Italienske Stats Turistbureau – Gärdesgatan 14, SE-115 27 Stockholm – tlf +46 (0)8 545 68 330 – stockholm@enit.it